NTI CADcenter styrker integrationen mellem prisdata og CAD
NTI CADcenter, Byggecentrum og CodeGroup har indgået en aftale, der skal spare mange arbejdstimer og menneskelige fejl.
NTI CADcenter har sammen med parterne bag V&S Prisdata og Sigma nu underskrevet en officiel samarbejdsaftale, der for alvor skal knytte de tre ekspertiseområder CAD, prisdata og kalkulation tæt sammen.
Via anvendelse af CAD sammen med ajourførte,
troværdige prisdata er det målet at imødekomme branchens stigende
krav til digitale arbejdsmetoder. Samtidigt opnås både større
effektivisering, bedre sikkerhed og højere kvalitet:
- Hos NTI CADcenter arbejder vi hele tiden på at levere stadig mere
optimale løsninger, som kan optimere byggebranchens anvendelse af
IT-løsninger. Samarbejdet med Byggecentrum og CodeGroup styrker
disse bestræbelser markant, siger Jesper Kalko, adm. direktør NTI
CADcenter.
Skubber til den digitale udvikling
Hos Byggecentrum, der står for levering af prisdata, går man ind
til det kommende samarbejde med store forventninger:
- Vi er tre parter, der supplerer hinanden rigtig godt. På hvert
vores område. Med integrationen til de to andre 'ben' - BIM/CAD og
kalkulationsværktøjet - skubber vi i fællesskab lidt på udviklingen
i forhold til udbredelsen af digitale arbejdsmetoder, siger
direktør Jan Røgind Jørgensen.
Fakta
NTI CADcenter er Skandinaviens største leverandør
af it-løsninger til byggebranchen og har afdelinger i Danmark,
Norge og Sverige. I Danmark dækkes alle regioner via afdelinger i
Værløse, Ringsted, Vejle, Århus og Aalborg.
Byggecentrum udvikler og forhandler data og
it-værktøjer til byggebranchen inden for disciplinerne
budgettering, kalkulation, beskrivelser og projektstyring.
Derudover udbyder virksomheden byggefaglige kurser, bøger,
opslagsværker og driver to permanente byggeudstillinger samt et
konferencehotel i Middelfart.
Både Byggecentrum og NTI CADcenter forhandler
kalkulationsprogrammet Sigma.
CodeGroup A/S står bag Sigma, der på mindre end ti
år er blevet markedsledende inden for software-løsninger til
kalkulation. CodeGroup ser det som sin væsentligste opgave at
udvikle it, der fremmer og forbedrer arbejdet med
kalkulationsopgaver i byggebranchen.
